|
|
Bortført historie.
Her er så nummer 5 og 6.
Kapitel 5
”Jeg er 16 år gammel,” sagde jeg. Han skulle jo nok få det af vide på en eller anden måde. Han var stille lidt og så meget tænksom ud.
”Okay, og har du mange venner?” fortsatte han efter et lille stykke tid.
”Nej, jeg er ikke typen der har nemt ved at få venner.” Jeg kunne ikke se hvorfor han ville vide det. Men det var ligesom om at han lyste op i et endnu mere ondt smil.
”Og dine forældre,” begyndte han med en overlegen stemme.
”Tror du at de vil lede efter dig?” gjorde han sætningen færdig. Jeg blev lidt trist. Sandheden var at de var taget i sommerhuset og ikke ville være hjemme før om to uger. I de to uger skulle jeg være alene hjemme.
”Nej,” svarede jeg og kiggede ned. Man kunne tydeligt se på mig at jeg var trist og det irriterede mig lidt. Jeg kunne mærke at han var ret tilfreds.
”Godt,” sagde han og slap min hårlok. Jeg kiggede op og så at han gik tilbage til stolen. Jeg ventede på det næste spørgsmål. Han vendte sig om og smilte ondt til mig.
”Sophie, du må godt binde hende op nu,” kom det fra ham og jeg blev ret overrasket. Jeg kunne høre at Sophie gik hen til mig. Jeg stirrede bare overrasket på Nick. Jeg kunne mærke at mine reb blev løsnet og lidt efter var jeg fri. Jeg rejste mig op og vendte mig om mod Sophie.
”Mange tak,” sagde jeg og var lidt forvirret. Hun smilte bare sødt til mig.
”Så lidt,” sagde hun glad og trissede han til vinduet. Jeg kiggede rundt og opdagede at der også stod to senge i rummet. Jeg vendte mig om og opdagede at Nick kiggede på mig. Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. Jeg smilte genert til ham og han smilte sit onde, men ret charmerende smil til mig.
”Tak,” mumlede jeg hurtigt og vendte mig om igen. Jeg gik hen til vinduet og stillede mig ved siden af Sophie.
”Vi er på første sal,” udbrød jeg overrasket. Sophie kiggede på mig og smiler sødt.
”Ja.” Jeg kunne ane på hende at hun var lidt trist. Jeg tænkte lidt over om hun måske viste hvorfor vi var her, men jeg gad ikke spørge mens drengene var her.
”Vi kommer ikke ud,” sagde jeg bedrøvet. Hun nikkede bare og så ret trist ud.
Kapitel 6
Jeg vendte mig om mod drengene. Jeg kunne se at Kim nærmest gloede forelsket på Sophie, mens Nick kiggede på mig, med sit onde og charmerende smil. Jeg sukkede svagt og gik hen til Nick.
”Hvad laver vi enlig her?” spurgte jeg træt, men ventede enlig ikke noget svar. Hans smil var ikke til at tage fejl af. Han ville ikke sige noget. Jeg sukkede.
”Helt ærligt. Hvorfor vil du ikke fortælle mig det?” klagede jeg. Han gik helt hen til mig og jeg blev lidt utryg. Han smilte sit onde og charmerende smil til mig.
”Det er en hemmelighed,” sagde han hemmelighedsfuldt. Han lagde en hånd på min skulder og kiggede mig dybt ind i øjnene. Jeg var lidt bange for at bevæge mig, men han skulle under ingen omstændigheder kysse mig.
”Jeg er sulten,” kom det klagende fra Sophie. Jeg smilte svagt, da Nick trådte et skridt væk fra mig.
”Det er vel på tide med noget mad,” sagde han lidt irriteret. Jeg kiggede hen på Sophie. Hun gik over til Kim og smilte lidt forførende til ham.
”Vil du ikke være sød at hente noget mad til mig?” spurgte hun sukkersødt. Jeg fik en lille smule kvalme. Kim nikkede ivrigt og skyndte sig hen til Nick.
”Jeg henter lige noget mad til Sophie,” sagde han og man kunne tydeligt høre at det var et spørgsmål. Jeg var enlig ikke sulten, så jeg var bare tavs.
”Jeg går med,” sagde Nick irriteret. Jeg så dem gå ud af døren og låse den efter sig. Jeg gik hen til vinduet og kiggede ud. Der var helt stille i rummet. Jeg kunne høre drengene lave mad nedenunder. Jeg kiggede hen på Sophie.
”Ved du hvorfor vi er blevet bortført?” Jeg blev jo nødt til at spørge. Hun kiggede på mig og så ret trist ud.
”Min far er meget rig og jeg tror måske at de gerne vil have penge,” kom det tøvende fra hende. Jeg var lidt overrasket. Hun var rig. Det var kun derfor de bortførte os. Men betyder det så ikke at jeg slet ikke skulle havde været med?
De næste kapitler.
|